Hvad er min kreditværdighed?

Hvad er min kreditværdighed?

Din kreditværdighed siger noget om, hvor god du er til at betale dine regninger til tiden, og hvor god din økonomi er. De fleste banker og øvrige långivere bruger den til at vurdere, om de vil låne dig penge. Jo højere den er, jo lettere er det også at få et lån på gode vilkår.

Heldigvis er det muligt selv at gøre en del for at forbedre din kreditværdighed. Det handler blandt andet om at betale regninger til tiden, undgå for stor gæld og holde styr på din økonomi. I denne artikel får du både svar på, hvad kreditværdighed er, og hvordan du styrker den.

Hvad betyder kreditværdighed?

Kreditværdighed er kort sagt et udtryk for, hvor troværdig du anses for at være som låntager. Når du ansøger om et lån, kigger banken på din økonomi for at vurdere, om du har råd til at betale pengene tilbage. Det er denne vurdering, der kaldes din kreditværdighed.

Vurderingen bygger på flere forskellige ting, hvilket blandt andet tæller din indtægt, din gæld og din betalingshistorik. Har du altid betalt dine regninger til tiden og har du styr på din økonomi, vil du som regel blive anset for at være en sikker låntager med god kreditværdighed.

Du kan desuden selv tjekke, om du er registreret som dårlig betaler ved at slå dig op på DinInfo.dk. En registrering her kan gøre det svært at låne penge, så det er vigtigt at vide. Er du registreret, bør dit klare fokus være på at sikre, at du kan komme fri af den hurtigst muligt.

Her kan du tjekke din kreditværdighed

Der findes faktisk en række steder, hvor du kan få et overblik over den gæld og deslige, der spiller ind i forhold til kreditværdighed. Det er derfor en god idé at tjekke dem alle, så du ved præcis, hvor du står. Herunder kan du se tre af de steder, du bør kende til.

Hvert sted giver dig forskellig information om din økonomi, så du på den måde kan få det fulde billede ved at bruge dem alle tre. Det tager kun få minutter og kan spare dig for ubehagelige overraskelser, hvis du beslutter dig for at ansøge om et lån:

  • RKI-tjek: På DinInfo.dk kan du hurtigt og nemt tjekke, om du er registreret som dårlig betaler i Experian, der i dag står for at drive RKI. En registrering her er et klart rødt flag for både banker og långivere, og det kan gøre det tæt på umuligt at få godkendt et lån.
  • KreditStatus: På KreditStatus.dk får du et samlet overblik over dine lån og din gæld. Det er et godt sted at starte, hvis du vil har brug for at få lidt mere styr på, hvad du skylder og til hvem. Siden er nem at bruge og kræver ikke meget forhåndsviden.
  • Gældsstyrelsen: Har du gæld til det offentlige, kan du til enhver tid se den på skat.dk/mit-gaeldsoverblik. Her finder du blandt andet ubetalte skatter og offentlige krav. Det er vigtigt at kende til denne gæld, da den også kan påvirke din kreditværdighed.

Når en bank eller långiver vurderer dig og din låneansøgning, ser de på flere dele af din økonomi. Det gør sig gældende, hvad enten du vil låne penge til en bil i banken eller optage et forbrugslån hos en af de mange udbydere, der i dag findes på nettet.

Hvad indgår i min kreditvurdering?

Herunder kan du blive klogere på fire af de ting, der for det meste indgår i en kreditvurdering hos en bank eller en onlinebaseret låneudbyder. Det er en klar fordel at have kendskab til dem, så du ved, hvad du eventuelt kan forbedre, inden du ansøger om et lån.

  • Indtægt og udgifter: En långiver vil til enhver tid sørge for at kigge på, hvor meget du har tilbage, når alle dine faste udgifter er betalt. Dette kaldes dit rådighedsbeløb. Jo mere du har til overs hver måned, jo bedre ser det naturligvis ud i en kreditvurdering.
  • Gæld: Har du allerede lån eller andre former for gæld, vil det blive talt med i vurderingen. Stor gæld kan derfor gøre det sværere at få nye lån, da det viser, at du allerede har forpligtelser, du skal have penge til at betale hver måned.
  • Betalingshistorik: Din historik med at betale regninger til tiden siger meget om dig som låntager, og derfor er det også noget, der medtages. Har du ofte betalt for sent eller ikke betalt, kan det trække ned. Omvendt vil en god historik styrke din kreditværdighed.
  • Formue: Ejer du værdier som en bolig eller en bil, kan det også være en fordel. En formue viser, at du har noget at stå imod med, hvis din økonomi skulle blive presset. I nogle tilfælde kan det desuden blive påkrævet, at du stiller med en sikkerhed for lånet.

Hvornår bliver man kreditvurderet?

Du bliver kreditvurderet, hver gang du ansøger om at låne penge. Det gælder både i forbindelse med store lån som boliglån og mindre lån som kviklån. Mange tænker ikke over det, men selv en ansøgning om et kreditkort vil de fleste tilfælde udløse en kreditvurdering.

Det er dog ikke kun banker, der laver en vurdering af dig. Også teleselskaber, forsikringsselskaber og elleverandører har gjort det til en vane at tjekke din kreditværdighed, når du indgår en aftale med dem. Det sker for at sikre, at du kan betale dine regninger.

Hver gang nogen laver en kreditvurdering af dig, efterlader det et spor. Mange forespørgsler på kort tid kan faktisk påvirke din kreditværdighed negativt. Derfor vil det være en god idé at have dette med i tankerne, hvis du har intentioner om at låne penge.

Din kreditværdighed er afgørende ved lån

Beslutter du dig for at ansøge om et lån, er din kreditværdighed en af de vigtigste faktorer for, om du bliver godkendt til at låne penge eller ej Alle banker og andre långivere bruger den til at vurdere risikoen ved at låne dig penge, og den har derfor stor betydning for udfaldet.

En god kreditværdighed kan ikke kun åbne døren til et lån, men kan faktisk også ende med at sikre dig bedre vilkår. Det betyder, at du ofte kan få en lavere rente, hvis den pågældende långiver vurderer, at du er en sikker låntager, der betaler tilbage til tiden.

Har du derimod en svag kreditværdighed, kan det resultere i, at du enten får afslag på dit lån eller bliver tilbudt et lån med en væsentligt højere rente. Det er forårsaget af, at långiveren ser dig som en større risiko og derfor vil have mere betalt for at låne dig penge.

Det er derfor en god idé at arbejde på din kreditværdighed, hvis du har planer om at optage et lån i den nærmeste fremtid. Jo bedre den er, jo større er chancen for at få et lån på gode vilkår, hvorfor det bør være en prioritet for alle og enhver.

Relaterede artikler

Moneyscout

Moneyscout.dk er en kommerciel side. De låneudbydere, der præsentes på siden, er en del af kommercielle samarbejder. Vi modtager provision, hvis du indgår en aftale via de viste links.

Siden drives af Busekist Digital (CVR: 28491735).