Fælles lån når I ikke er gift: Sådan fungerer det

Fælles lån når I ikke er gift: Sådan fungerer det

Mange par vælger at bo sammen og købe bolig, uden at de er gift. Det er helt normalt og fungerer fint, men det er dog også noget, der kræver, at I begge sørger for at tænke jer om. Et fælles lån binder jer nemlig økonomisk, og det er vigtigt at vide, hvad det betyder for jer begge.

Når I optager et lån sammen, hæfter I begge for hele beløbet. Det gælder, uanset hvem der betaler mest. Derfor er det en god idé at lave en klar aftale, så I ved, hvad der sker med lånet, hvis det skulle ende med, at I én dag går fra hinanden.

Kan man få et fælles lån uden at være gift?

Ja, det kan man sagtens. I Danmark er det fuldt ud muligt at optage et lån sammen med en anden person, selvom I ikke er gift. Langt de fleste danske banker og andre långivere ser blot på jeres økonomi og evne til at betale lånet tilbage – ikke på om I er gift.

Det vil sige, at I begge skal stille med oplysninger om jeres indkomst, gæld og udgifter for at kunne få lov til at låne penge. Banken vil bruge disse tal til at vurdere, om I tilsammen har råd til at låne det beløb, I ønsker. Jo bedre økonomi, I har, jo større er chancen for at få lånet.

Når I ansøger om at optage et et fælles lån, når I ikke er gift, bliver I begge registreret som låntagere. Det vil sige, at I begge hæfter for hele gælden. Hvis den ene part ikke er i stand til at betale sin del, skal den anden dække det fulde beløb – uanset hvad der er aftalt mellem jer.

Det er derfor vigtigt, at I kender hinanden godt og har fuld tillid til, at begge parter tager ansvar. Et større lån kan nemt komme til at løbe over rigtig mange år, og meget kan naturligvis nå at ændre sig i den tid. En klar og ærlig snak om økonomi vil derfor være et godt sted at starte.

Hvordan fungerer det?

Når I optager et lån sammen, sker der noget vigtigt fra dag ét. I hæfter nemlig begge for hele lånet, og ikke kun for jeres egen del, som der også er givet udtryk for herover. Det kaldes at hæfte solidarisk, og det gælder uanset, hvordan I selv har aftalt at dele betalingen imellem jer.

Det betyder i bund og grund, at banken kan kræve hele beløbet betalt af én af jer, hvis den anden ikke kan eller vil betale. Banken er ligeglad med, hvad I har aftalt indbyrdes, da de blot vil sikre sig, at lånet bliver betalt. Derfor er det selvsagt vigtigt, at I begge er indstillet på dette.

Som ugifte samlevende hæfter I ellers kun for jeres egen gæld hver især. Men i det øjeblik I skriver under på et fælles lån – hvad enten det er til en bolig eller en bil – ændrer det sig. Fra det tidspunkt er I bundet til hinanden økonomisk i hele den tid, hvor det pågældende lån løber.

Derfor er det meget vigtigt, at I sørger for at have klare aftaler, inden I skriver under. Hvad sker der med lånet, hvis I går fra hinanden? Hvem betaler hvad? Den slags spørgsmål ordner sig ikke af sig selv, og der er ingen regler på området, der automatisk deler gælden mellem jer.

Gælden forsvinder ikke ved brud

Når et forhold slutter, er det måske naturligt at tro, at man bare kan gå hver til sit og fortsætte livet. Men et fælles lån følger ikke de samme regler som et forhold. Gælden findes stadig, og begge parter er stadig bundet af den, uanset hvad der er sket.

Det skyldes den solidariske hæftelse, som I begge har skrevet under på ved indgåelse af lånet. Det betyder, at I hver især er fuldt ansvarlige for hele lånet, og ikke kun den ene halvdel. Banken kan kræve af den grund det fulde beløb af én af jer, uanset hvad der gik galt i forholdet.

Hvis I går fra hinanden, har I grundlæggende to veje, I kan vælge mellem. Den første er at indfri lånet helt, så gælden er væk for begge parter. Den anden er, at én af jer overtager lånet alene. Skal det ske, så kræver det dog, at banken godkender det og vurderer, at personen har råd.

Det er langt fra sikkert, at banken er klar til at sige ja til en sådan overtagelse. Hvis den ene parts økonomi ikke er stærk nok til at bære lånet alene, er I nødt til at finde en anden løsning sammen. Det kan være svært at være i, hvis et forhold er slut – så tænk over det, inden I låner.

En god idé med en samejekontrakt

Når du og din partner beslutter sig for at købe noget sammen og optager et fælles lån, er det en god idé at lave en såkaldt samejekontrakt. Det er en skriftlig aftale, der fastslår, hvad I hver især ejer, og hvordan I fordeler ansvar og gæld.

En samejekontrakt er juridisk bindende, hvilket betyder, at den kan bruges som grundlag, hvis I en dag går fra hinanden og ikke kan blive enige. Den beskriver helt konkret, hvad der skal ske med boligen eller bilen (eller noget helt tredje), og hvordan lånet skal håndteres, hvis I går fra hinanden.

Mange tænker, at det aldrig bliver nødvendigt, men det er præcis her, at mange ender med at gå galt i byen. Følelser og minder gør det svært at tænke klart, når et forhold er slut, hvorfor en klar aftale lavet i god tid kan spare jer for både konflikter og dyre advokatregninger.

Det behøver endda ikke at være specielt kompliceret at lave en samejekontrakt. Der findes et væld af skabeloner på nettet, men en advokat kan dog også hjælpe jer i mål med det. Det er en lille investering nu, der kan gøre en stor forskel, hvis tingene en dag går anderledes end ventet.

Arver ikke automatisk ved død

Mange ugifte par går ud fra, at de arver hinanden, hvis den ene part går bort. Men sådan fungerer det faktisk slet ikke i Danmark. Loven sikrer kun automatisk arv til ægtefæller og børn, hvorfor det ikke er gældende for samlevende, uanset hvor længe I har været sammen.

Det får også betydning for et fælles lån. Hvis den ene part ender med at dø, forsvinder gælden ikke af den grund. Den efterlevende skal enten selv overtage og indfri lånet eller afvente, at det bliver håndteret gennem den afdødes bo. Det kan tage tid og skabe en del usikkerhed.

Det smarteste er at lave et testamente, så I sikrer hinanden juridisk. Det er også den bedste måde for jer begge at bestemme, hvad der skal ske med både ejendom og gæld, hvis den ene af jer dør. Det giver ro i hverdagen og beskytter den part, der bliver tilbage.

Vigtige overvejelser ved fælles lån

At tage et fælles lån er en stor beslutning, hvorfor det også er noget, der kræver mere end blot enighed om fordelingen af de månedlige ydelser. Af den grund er der flere ting, som du bør tænke igennem, inden du skriver under – både for din egen skyld og for forholdets skyld.

Det er vigtigt at slå fast, at det ikke handler om mistillid, men om at være godt forberedt. Jo klarere rammerne er fra starten, jo nemmere er det at håndtere uventede situationer, hvis de opstår. Her finder du tre overvejelser, du bør gøre dig, inden du optager et fælles lån:

  • Lav en samejekontrakt: Du bør sikre dig en juridisk bindende aftale, der fastslår, hvad der sker med lånet og ejendommen, hvis I går fra hinanden.
  • Opret et testamente: Du skal tage stilling til, hvad der sker med din del af lånet og ejendommen, hvis du dør, da din partner ikke automatisk arver dig.
  • Tal åbent om økonomi: Du bør have et godt indblik i din partners økonomi, inden I låner sammen, da I begge hæfter fuldt ud for det samlede lånebeløb.

Er meget udbredt i Danmark

I Danmark er det faktisk meget normalt at bo sammen uden at være gift. Derfor er der også mange par, der vælger at leve som ugifte samlevende i årevis, og nogle gør det for altid. Det er en fuldt ud accepteret måde at leve på, og det afspejler sig også i måden, vi låner penge på.

Fælles lån blandt ugifte par er derfor også noget, de fleste banker møder hver eneste dag. De er vant til at behandle den slags sager og har klare regler for, hvordan de vurderer to personers økonomi under ét. At I ikke er gift, er altså ingen hindring for at optage et lån sammen.

Det betyder dog ikke, at alt er helt ligetil. Selv om det er udbredt, er der stadig en række ting, som I skal sørge for at have styr på for at stå godt. Udbredelsen gør det ikke mindre vigtigt at kende til de forholdsregler, som I begge gør klogt i at tage i denne forbindelse.

Relaterede artikler

Moneyscout

Moneyscout.dk er en kommerciel side. De låneudbydere, der præsentes på siden, er en del af kommercielle samarbejder. Vi modtager provision, hvis du indgår en aftale via de viste links.

Siden drives af Busekist Digital (CVR: 28491735).