
Rente er noget de fleste kender som den pris, man betaler for at låne penge. Men hvad sker der, når renten bliver negativ? Det lyder måske mærkeligt, og det er det på mange måder også. Negativ rente vender nemlig den normale logik på hovedet, hvorfor det kan være svært at finde hoved og hale i.
I denne artikel forklarer vi, hvad negativ rente betyder, hvornår det kan ramme dig, og hvad du kan gøre for at undgå at betale for at have penge stående i banken. Du får også svar på, om man kan få negativ rente udbetalt, og hvad der sker med de realkreditlån, der har negativ rente.
Negativ rente betyder kort sagt, at du enten får penge for at låne, eller skal betale penge for at have dine penge stående på en konto i banken. Det er derfor det modsatte af det, de fleste er vant til, og det kan af den grund være svært at forstå, når man første gang støder på begrebet.
I en normal situation betaler du renter til banken, når du låner penge. Med negativ rente er det omvendt. Renten er under nul, og det betyder i teorien, at det koster penge at spare op, og at det kan betale sig at låne. Det er en usædvanlig situation, og det er sjældent, at den opstår.
Negativ rente er dog ikke noget, man bare selv kan vælge. Det er et resultat af de rentesatser, som Nationalbanken og de europæiske banker sætter, og som bankerne videregiver til deres kunder.
Det er med andre ord et fænomen, der opstår på baggrund af den overordnede pengepolitik og ikke den enkeltes valg. Det er også netop derfor, at det er noget, der hører sig sjældenhederne til.
Mange tænker, at negativ rente på et lån vil betyde, at man bare kan gå ned i banken, låne en million og så se pengene rulle ind på kontoen. Men sådan fungerer det dog ikke i praksis, og det er vigtigt at forstå, hvorfor det forholder sig anderledes end man måske umiddelbart tror.
Har du et realkreditlån med negativ rente, vil det blot føre til en lavere månedlig ydelse. Det er på den måde, du får noget ud af det. Du betaler simpelthen lidt mindre hver måned, end du ellers ville have gjort. Men du får ikke pengene udbetalt som et beløb, du frit kan bruge til andre formål.
Grunden til dette er, at du stadig betaler bidrag til realkreditinstituttet oveni renten. Bidraget dækker deres omkostninger og er altid positivt, uanset hvad renten er. Selv med en negativ rente vil din samlede ydelse derfor aldrig blive negativ, men den kan blive lavere, hvilket selvfølgelig er en klar bonus.
Hvis du har mere end 750.000 kroner stående på din bankkonto, risikerer du i nogle banker at skulle betale negativ rente for at have dem stående. Det vil sige, at du skal betale for at have pengene stående, og at din opsparing over tid bliver mindre, selvom du ikke bruger af den.
De fleste vil mene, at det lyder urimeligt, men det er bankernes måde at videregive de udgifter på, som de selv har ved at have for mange penge stående hos Nationalbanken. Bankerne har tidligere selv betalt denne regning, men mange har valgt at flytte noget af det over på kunder med store summer.
Et alternativ er at investere din opsparing frem for at lade den stå passivt på kontoen. Det kan for eksempel ske via investeringsforeninger, aktier eller obligationer. Det indebærer ganske vist en risiko, men over tid kan det give et langt bedre afkast end at betale for at have dine penge stående på en konto.
Negativ rente opstår, når der spares mere op, end der investeres i samfundet. Hvis danskerne holder på deres penge i stedet for at sætte dem i arbejde, ender der med at være for mange penge i systemet. Det giver Nationalbanken et problem, da det bremser den økonomiske aktivitet i landet.
Nationalbanken har til opgave at holde gang i hjulene i økonomien og sørge for, at pengene cirkulerer. Når for mange penge bare ligger stille, bruger de negativ rente som et redskab til at gøre det mindre attraktivt at spare op og mere attraktivt at investere og bruge penge i stedet.
Bankerne har tidligere selv absorberet denne omkostning uden at videregive den til kunderne, men da de negative renter i en periode trak ud over lang tid, begyndte flere banker at opkræve betaling fra kunder med store opsparinger.
Det kan derfor bedst beskrives som en mekanisme, der gør, at du kan ende med at betale for at have penge i banken. Det er dog vigtigt at notere sig, at der i skrivende stund ikke er nogle danske banker, der opkræver negativ rente hos deres kunder.
Ikke alle banker reagerer ens på de negative renter fra Nationalbanken. Nogle banker vælger at absorbere udgiften selv og sætter ikke negative renter på deres kunders konti. Andre vælger at videregive en del af denne udgift til de af deres kunder, der har store beløb stående på deres konti.
Det vil sige, at det faktisk godt kan betale sig at undersøge, hvad din bank gør, og sammenligne det med andre banker, hvis du har en stor sum penge stående. Den grænse, hvor den negative rente slår ind, varierer typisk, men 750.000 kr. har været et almindeligt niveau hos flere af de store banker i Danmark.
Det er i det hele taget en god idé løbende at holde øje med de vilkår, din bank tilbyder. Renteniveauet ændrer sig over tid, og det, der var gældende for blot et par år siden, er ikke nødvendigvis gældende i dag. At være aktiv og bevidst om sine bankforhold kan spare dig for en del unødige omkostninger.
Siden 2022 har det ikke været muligt at optage nye realkreditlån med negativ rente i Danmark. Renteniveauet er steget markant siden da, og de nye lån, der udbetales i dag, har positive renter. Den gennemsnitlige rente på nye realkreditlån er desuden væsentligt højere end for blot nogle år siden.
Der er dog stadig omkring 60.000 boligejere, der har et eksisterende realkreditlån med negativ rente. Disse lån udgør lidt over tre procent af den samlede realkreditgæld og har i gennemsnit en rente på minus 0,12 procent om året, eksklusiv bidrag, da de endnu ikke er blevet rentetilpasset.
Langt de fleste af disse lån med negativ rente forventes at blive rentetilpasset i løbet af 2026. Når det sker, vil renten på disse lån stige til det aktuelle niveau og dermed ikke længere være negativ.
Det vil betyde højere ydelser for de berørte boligejere, men som regel kan de indfri lånet til en god kurs og dermed skære en stor del af deres gæld af.
Moneyscout.dk er en kommerciel side. De låneudbydere, der præsentes på siden, er en del af kommercielle samarbejder. Vi modtager provision, hvis du indgår en aftale via de viste links.
Siden drives af Busekist Digital (CVR: 28491735).