Hvad er en betalingsanmærkning?

Hvad er en betalingsanmærkning?

En betalingsanmærkning opstår, når du ikke betaler en regning til tiden, og kreditor vælger at indberette det til et kreditbureau. Det er en registrering, der fortæller banker og andre långivere, at du tidligere har haft svært ved at betale dine regninger til tiden.

En betalingsanmærkning kan få store konsekvenser for din økonomi fremadrettet, da det kan gøre det svært for dig at låne penge, få et kreditkort eller leje en bolig. Det er derfor vigtigt at have en god indsigt i, hvad en betalingsanmærkning er, og hvordan du undgår at få en.

Hvad indebærer en betalingsanmærkning?

Når du ikke betaler en regning til tiden, kan det ende med en betalingsanmærkning. Det sker, når din kreditor indberetter din gæld til et kreditbureau som RKI eller Debitor Registret. Disse bureauer samler oplysninger om danskere, der ikke betaler det, de skylder.

En betalingsanmærkning er med andre ord en slags advarsel til banker og andre, der overvejer at låne dig penge eller på anden vis yde dig en kredit. Den fortæller dem, at du tidligere ikke har betalt din gæld til tiden. Ud fra det kan de vurdere, om det er en god idé at give dig kredit.

Når en betalingsanmærkning først er registreret, kan det være svært for dig at slippe af med den igen. Den bliver nemlig stående i al den tid, hvor du ikke har betalt din gæld. Dog vil du i de fleste registre blive slettet efter en årrække, men det betyder dog ikke, at gælden er væk.

Det er også værd at nævne, at det ikke kun er store summer, der kan give en betalingsanmærkning. Selv en lille regning kan ende med at blive indberettet, hvis du ikke reagerer på rykkere. Det er derfor vigtigt at tage alle regninger alvorligt, uanset hvor små de er.

Hvilke konsekvenser har det?

Som der også er givet udtryk for før, så kan en betalingsanmærkning få negative følger for dig. Den største konsekvens er, at det bliver meget svært at låne penge. Banker og andre långivere tjekker altid, om du har en betalingsanmærkning, når de vurderer dig som låntager.

Men det stopper dog slet ikke der, for en betalingsanmærkning kan også gøre det svært at få et kreditkort. Mange kreditkortselskaber vil simpelthen afvise dig, hvis de kan se, at du har haft problemer med at betale dine regninger eller fortsat har en ubetalt gæld.

Det kan også skabe problemer i din dagligdag, da mange teleselskaber og internetudbydere tjekker din kredithistorik, før de opretter et abonnement til dig. Har du en betalingsanmærkning, risikerer du at blive afvist, hvorfor du kan få svært ved bare at få en bredbåndsforbindelse.

En af de mest alvorlige konsekvenser er dog, hvis du leder efter et sted at bo. Mange udlejere tjekker nemlig også, om du har en betalingsanmærkning, inden de lejer en bolig ud. Har du det, så kan det besværliggøre at finde et sted at bo, hvilket naturligvis ikke er en sjov situation at stå i.

Hvornår forsvinder en betalingsanmærkning?

Heldigvis er en betalingsanmærkning ikke noget, der følger dig for evigt. Den bliver som regel slettet, når du har betalt den gæld, der ligger bag anmærkningen. Er du blevet registreret i RKI eller Debitor Registeret, er det derfor en god idé, at du får betalt din gæld hurtigst muligt.

Sørger du ikke for at betale din gæld, kan anmærkningen dog blive stående i op til fem år. Det er en lang periode, hvor du vil opleve alle de konsekvenser, vi har nævnt tidligere. Fem år med besvær med lån, abonnementer og bolig er noget, de fleste sigter efter at undgå.

Det er derfor vigtigt at handle hurtigt, hvis du finder ud af, at du har fået en betalingsanmærkning. Jo hurtigere du får betalt din gæld, jo hurtigere kan du få slettet anmærkningen og dermed også se dig fri for de begrænsninger, en anmærkning medfører.

Gælden forsvinder ikke

Noget mange går rundt og tror, er at gælden forsvinder, når en betalingsanmærkning bliver slettet. Det er desværre ikke tilfældet. Selv i tilfælde af, at selve anmærkningen forsvinder efter fem år, skylder du stadig penge – og sandsynligvis langt mere, end du gjorde fra start af.

Det betyder, at du ikke er fri af din gæld, bare fordi den ikke længere vises i kreditbureauernes systemer. Din kreditor kan stadig kræve pengene tilbage og sætte nye ting i gang for at inddrive gælden. Gælden lever altså videre, hvorfor det altid bør være en prioritet bare at få den betalt.

Den eneste måde at blive helt fri er derfor at betale det, du skylder. Det er den sikre vej til at komme ud af situationen og undgå, at gælden vokser med renter og gebyrer. I stedet for at håbe på, at den én dag forsvinder, er det derfor værd at lægge en plan for, hvordan du kan betale gælden.

Relaterede artikler

Moneyscout

Moneyscout.dk er en kommerciel side. De låneudbydere, der præsentes på siden, er en del af kommercielle samarbejder. Vi modtager provision, hvis du indgår en aftale via de viste links.

Siden drives af Busekist Digital (CVR: 28491735).